Her nedenfor, kan du lade dig inspirere af de forskellige perletyper, og selvfølgelig af den skønne natur, langt væk fra Danmark, hvorfra jeg henter perlerne - til dig.
90 pct. af alle sorte perler dyrkes i vandene omkring Tahiti. Her får den naturlige sorte perle sin perlemor fra en musling ved navn Pinctada margaritifera, også kaldet black lip. Perlerne benævnes Tahiti perler.
Farverne varierer fra lysegrå over sølvfarvet til sort. Den sorte Tahiti perle kaldes også "Nattens Dronning" og er en af de mest eftertragtede perler. De fineste Tahiti perler har op til tre overtoner. Mest eftertragtet er den grønne primærfarve med et rødligt/lilla overtone/skær. Den farvekombination kaldes peacock.
Andre overtoner er pink/rosé, aubergine, creme, blå, guld, bronze og sølv – alle de farver, som forekommer på Pinctada margaritiferas skallens inderside.
South Sea
Perlerne dyrkes i den 20-30 centimeter store østers Pinctada maxima, der med sine sølvfarvede eller gyldne læber benyttes på perlefarme i hele Det Indiske Ocean og i Stillehavet (The South Sea). Det meste af produktionen – de hvide og næsten sølvfarvede kulturperler – foregår i australske farvande, men også i Indonesien og på Filippinerne ligger der meget store perlefarme. Hvide og gyldne South Sea perler er generelt mere kostbare end de sorte.
South Sea kulturperler fra den guldlæbede Pinctada maxima dyrkes primært i Filippinerne, men også i Indonesien, Australien og Myanmar.
Fiji
Ligesom på Tahiti dyrkes der også på Fiji perler i østersen Pinctada Margaritifera. På Fiji dyrkes perlerne i bugte langs med kysten. Her er vandgennemstrømningen, indholdet af plankton og vandtemperaturen anderledes end på Tahiti. Det betyder, at Fiji perlerne har endnu flere nuancer - fra gulgrønne over brune til kulsorte. En enkelt perlefarmer har opnået fantastiske farveresultater med Pinctada margaritifera cumingii; æblegrønne, intenst gule, blå, gyldne, bronzebrune og rødligt-sorte (aubergine) nuancer.
På en årlig auktion sælges Fiji kulturperlerne. Kun få firmaer er indbudt til at deltage, heriblandt Torben Skov Pearls fra Danmark. Gennemsnitsstørrelserne ligger på 10-11.5 mm i diameter.
Keshi
Keshi perler er irregulært formede perler uden kerne, dannet i muslingens bløddele. Keshi betyder valmuefrø og lille partikel på japansk. Selv hvis en musling har haft held til at skaffe sig af med en kunstig kerne, går en perleproduktion nogle gange alligevel i gang takket være donorvævet. De kerneløse keshi kulturperler kan blive mere end 15 mm i diameter, med en flot glans og orient, i de fleste farver og med unikke former (både barokke og runde).
Der er ingen fysisk forskel mellem keshi og naturperler, ud over det meget vigtige faktum at keshi perler i igangsat ved menneskelig indgriben, hvilket kan ses på radiogrammer. Keshi perler dyrkes i alle typer muslinger.
Mabe
I modsætning til alle andre perler indsættes en halvkugle formet kerne til Mabe perlen på indersiden af østersskallen og ikke i selve musklen.
Perlerne får dermed en form, der gør dem velegnede til blandt andet indfatninger.
Perlerne er oftest hvide, men ses også i lyspink og rosa.
Ferskvand
Ferskvandsperler bliver til i muslinger, som lever i ferskvand. Den største produktion af ferskvandskulturperler finder sted i floder i Kina. I brunlige mudrede vande på 1-1.5 meters dybde, markeret ved flydende reb udspændt mellem grønne plastikflasker, hænger muslingerne i kurve.
Saltvandsperlefarme er langt dyrere i drift (udstyr, miljøhensyn og lønninger) end ferskvandsperlefarmene, hvilket også afspejles i priserne. Kinesiske ferskvandskulturperler koster næsten halvdelen af hvad saltvandskulturperler koster.