Pas på dine perler

Uanset om man har brugt millioner af kroner på at erhverve sig kostbare perlesmykker, eller om der måske "blot" er tale om arvestykker mere forbundet med følelser end monetær værdi, så kan det altid betale sig at passe på sine perler.

Perler er, uanset om vi taler om South Sea- eller Tahiti perler, levende
smykker. Perlens værste fjende er sæbe, deodorant, hårlak og parfume. Husk
derfor altid: Først makeup, hårlak og parfume og til sidst de smukke perler. Når perler ikke er i brug, bør de opbevares i en blød 
stofpose. Ligger de sammen med andre smykker, kan de blive ridset.
Hvis et perlecollier ligger gemt og glemt i et smykkeskrin i årevis, tørrer
det ud. Det betyder, at perlens overflade mister glathed, farve og glans.
Forsømte perler kan til en vis grad genoplives ved at blive gnubbet med
uparfumeret babyolie, men det bedste for perlers vedligeholdelse er at
blive båret på huden så ofte som muligt. Det siges, at dronning Ingrid
reddede perlerne i de danske kronjuveler ved at sove med dem på om natten.


Det svageste ved et perlecollier er oftest silkesnoren, som perlerne er
trukket på. Derfor bør du jævnligt få efterset dine perlecolliers hos
guldsmeden og om nødvendigt få dem omtrukket.